Randers Amtsavis

Vådt og fantasifuldt optog
 
 
Hyrdinden og skorstensfejeren (th) havde også fundet vej til Sjelle.Foto: Martin Ballund

Sjelles farligste og så vidt vides eneste drage snoede sig i går fra byporten op ad Voldbyvej via en pause på Udsigten og videre rundt i byen til forsamlingshuset. Den sorte drage med et indhold af seks personer og en lang tunge var blot et af mange fantasifulde udklædninger til årets karneval.
 
 

Det var 13. gang, at Sjelle-borgerne fejrede pinsen med et karneval. Om det uheldige tal var årsag til, at regnen styrtede ned, kort før optoget startede, vides ikke.

Det var dog ikke alle som gik. Dines Barsøe havde i dagens anledning en cykelrickshaw, hvor de tre Sjellebørn Anders, Nina og Iben sad i tørvejr og spiste lakridser. H. C. Andersen vandrede rundt i optoget, det samme gjorde kinesere, hekse og andet godtfolk.

Mest opsigt vakte de mange Sjelleborgere fra "Gotistan". Det var deres bidrag til debatten om de etniske minoriteter og både musik og udklædning fik tankerne på himmelflugt til de arabiske lande. På bedste vis var de indhyllet i tørklæder og lange gevandter, en gammel Toyota havde fået monteret højttaler på taget, som spillede høj og skinger arabisk musik Efter bilen var spændt en lille vogn med en grøntsagsbod, og ved et bord sad et par personer med vandpibe.

De, som ikke havde mod eller lyst til at deltage i optoget, kiggede på fra trapper og indkørsler og havde travlt med at fotografere.

Ideen til karnevalsoptoget kom i sin tid fra Manuel Martins, som er født i Portugal, men som har boet 20 år i Sjelle. I Portugal plejer de at holde karnevalsoptog i februar, men her i pinsen er det bedre vejr, sagde han, mens regnen silede ned.

Optoget sluttede ved forsamlingshuset. Her optrådte Cirkus Tværs, og senere var der spisning og dans.