Kære Forsamlingshus, Kære Gæster
For 100 år siden i 1903 opstod I/S
Bakkehuset, Brugsforening, Afholderestauration og Forsamlingshus. Og det er værd
at bemærke, at før 1903 – og i mere end 100 år her har været kongeligt
privilegeret kro med forsamlingssal, hvor der er blevet fejret dåb, bryllup og
begravelse.
Der er altså i langt over 200 år på
dette sted blevet fejret og mindet!. –
De som er blevet Fejret og mindet er hovedsagligt Sjelle-i-anere, som hver især
har haft og har deres egen helt bestemte og særlige historie.
Bakkehuset – Altså vores
Forsamlingshus har altså haft og har en stor betydning – også historisk
betydning som sammen med Kirken er det mest interessante her i Byen. Tænk hvis
væggene her kunne tale.
Den kongeligt privilegerede Kro,
som ejedes af Søren Dam, skulle koste kr. 10.000. Pengene blev skaffet ved
udstedelse af aktier på kr. 50 pr. stk.
Den første uddeler var gårdsbestyrer
Peder Nielsen. Foruden at drive kroen videre skulle han også drive
Brugsforening med butik og grovvarehandel.
Salen som man overtog, var en
sekskantet træbygning, hvor du nu med din
nuværende sal ligger. I 1910 nedbrydes træbygningen og materialerne blev
solgt for kr. 50.-. I september 1910 står en ny sal færdig til en pris af kr.
2.260,- som blev udlejet til
danseskole, ungdomsforening, gymnastikforeningen, afholdsforeningen og
missionsfolkene og Sjelle skole brugte salen til gymnastik.
Siden har du Bakkehus været udsat
for store forbedringer. I 1919 fik du en balkon, og der blev indlagt vandhane i
køkkenet. Du fik træpaneler i 1926 og nyt gulv blev lagt i 1930. I 1939 vedtog man en endelig byggeplan om en
udvidelse som betød at de gamle skænkestuer blev nedlagt og dermed nedlæggelse
af afholderestaurationen. I 1944 blev det muligt at udvide salen.
Efter 37 år gik den gamle uddeler af, og de næste 15 år
var Aage Christensen leder af stedet. I 1955 overtog Knud Møller posten og var
uddeler indtil Brugsen i 1962 flyttede ned på Voldbyvej.
Modgang og katastrofer har du
måttet opleve. Tænk du var ude for, at nogen have stjålet olien, så
centralvarmeanlægget frøs til. 10.000 kroner kostede det – og det var uden
arbejdsløn. Men heldigvis gav det næste
loppemarked kr. 12.000.
Dit gulv fik svamp og nogle mente
du var bedst tjent med at sætte en ”tændstik” til dig. Men sammenholdet om dig
var stort. Medlemmerne lod sig hverve til ulønnet arbejde.
- Og sådan er der siden blevet
nusset og pusset omkring dig! I 1988 blev du fejret for dit 25 års jubilæum som
selvstændig Forsamlingshus, og her blev du også hyldet for din evne til at
værne om byens sammenhold og være rammen om et husly med charme og atmosfære.
Og lige op til dit 100 års jubilæum
som byens samlingssted og 40 års jubilæum som selvstændigt Forsamlingshus, ja
så er der endnu engang blevet nusset og pusset omkring dig. Nymalet loft og nyt
gulv. For nogle år tilbage fik du nye møbler, så som nye borde og stole, ja
selv til køkkenet fik du opvaskemaskine.
Kære Forsamlingshus, du bør glæde
dig over, at du gennem tiderne har haft en formynder af en bestyrelse, som
klogt, dygtigt og med rigtig megen og stor energi har passet godt på dig.
Du har til gengæld stået parat til
hver en fest: Vinterfest, karneval, grillfest, høstfest og revy, juletræsfest,
fredagscafeer, 10. er fest, loppemarked, dåb, konfirmation, bryllup, samt alle
andre familiefester og højtideligheder. Kun en enkelt gang kan jeg huske… men
jeg husker heller ikke så godt, - kan jeg huske du lige skulle fortælle, at der
stadig er liv i dig. Midt under spisningen ved sidste Høstfest, skulle du lige
lade dit vand…. Løbe ud på gulvet på dametoilettet. Du skulle måske lige se, om
ham smeden endnu ville stå dig bi og si’e: ”Men så ska’ a’ it ha’ arbejdsløn”!
Og som altid, har dit køkken også
ved denne lejlighed, sørget for en rigtig god forplejning. Dine gamle Fætre
”Kim og Manuel” har, som altid brugt dit køkken som tryllescene som vi lige om
lidt vil nyde godt af.
I dag er din store familie – medlemmer
kommet for at hylde dig, sige dig tak for de mange år som er gået med et stor
håb, ønsker om al mulig held og lykke for årene fremover.
Derfor kære gæster, rejs jer, for:
Bakkehuset- Vores Forsamlingshus-
skål!
Forsamlingshusets bestyrelse – skål!
Køkkenets tryllekunstnere – skål!
Bakkehuset- Forsamlingshuset længe
leve. Hip –
Hip 3 * hurra!!!