Sankt Hans 2006 i Sjelle.

Så blev det Sankt Hans. Vinteren er glemt. Regn, kulde og rusk fra foråret  er forhåbentlig drevet bort, til fordel for en dejlig lang varm dansk sommer.
Sankt Hans aften med bål, snobrød, pølser, øl, og sodavand er en tradition som forener rigtig mange her i landet. Til traditionen høre ofte også regn, og kølig vind. Men igen i  år er der lovet en  Sankt Hans aften med sol, varme og stille vind. Hvis det holder, - og det gør det som I ser - så bliver denne aften her ved bålet i Sjelle, en begivenhed som siden hen vil blive husket – selv af de helt små. En begivenhed som de med garanti vil tænke tilbage på.

Igen i år, har Aase og Finn gæstfrit lagt jord til vores bålfest. Tusind tak for det… Nu er det jo næsten blevet en hel tradition.

Sankt Hans er den tid på året, som er den er skønneste, den  grønneste, lyseste og hvor snakken for alvor er begyndt  hen over hækken, der byttes ”fortællinger”, ”historier” og oplevelser med hinanden, og skulle der ikke være tid nok til det ved hækken, ja så arrangeres der hurtigt nabo- og genbohygge til langt ud på de lyse nætter.

”Vi vil fred her til lands,” står der i Midsommervisen,  for: ”Mod ufredens ånd over mark, under strand vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde”. Ja det kan vi vel alle nikke genkendende til. Ingen skal komme og forstyrre vores særlige fællesskab. Det værner vi om.

Jeg tænker tit på at vi i Sjelle har et fællesskab med gæstfrihed, fred, tryghed og varme som kommer til udtryk, endog i den travle dagligdag.

Bylauget har valgt Sankt Hans aften, til at  kåre årets Sjelleborger. I år vil det så ske for 4. gang. Ja, hvem mon det bli’r ?

 

Sankt Hans bål er ikke bare flammer der stiger op mod himlen. Symbolikken er, at flammerne skal beskytte os mod det onde. ”Hver by har sin heks og hvert sogn har sine trolde”, synges der. Bålet med sine flammer holder hekse og onde magter væk fra denne næsten hellige midsommernat. Man troede en gang, at heksene og troldene netop var farlige på denne tid af året her omkring Sankt Hans. I dag brænder vi gudskelov ikke hekse – men skal vi blive i billedet så kunne ”dagens heks” – være det farlige for fællesskabet, det nye, det ukendte.

 

Lad os sammen tage de nye, de ukendte udfordringerne op, se mulighederne i de ændrede betingelser og på den måde være med til  at skabe et rummeligt og nærværende landsbysamfund, hvor der stadig er omsorg for hinanden og for fællesskabet. Værdier som i den grad hersker lige hér i vores by. Det er sådan vi  får fællesskabet til stadig at blomstre – så lad os denne aften se ind i flammerne, mærke varmen og lade os mærke det fællesskab  vi sammen er knyttet til, som vi vedligeholder og bygger videre på.

Bylauget ønsker jer alle en rigtig god Sankt Hans, en god sommer, en god ferie og god høst.

 

Steen Andersen Frøslev

Sjelle Bylaug