Wedelslund ~ Sjelle skovgård

Kendt fra 1400-tallet som Skoffgart el. Selloff Skouffgaard. Har oprindeligt hørt under Laurits Hvas til Ormstrup. Senere i flere generationer under Rostrup- og Skram- og Broberg slægterne.
Blev købt af Fr.IV der nedbrød gården i 1718, og lagde ejendommen under Skanderborg Ryttergods. I 1768 Overgik den til grev Erik Wedel Frijs, deraf navnet Wedelslund. Gården blev genopført  o. 1770 og midterfløjen opført 1830.Avlsbygninger er opført 1887 efter en brand..

Wedelslund Øvre Mølle

Iflg. Pontoppidan var der ved Sjelleskovgård en mølle som kaldtes Skovgårds Mølle, som blev nedlagt da Møllen var da genopført og lå i Wedelslund skov ved en bæk der løber ned i Lyngbygård Å. Den lå der endnu i 1906 og i 41 fandtes stadig spor. (ÅSÅ-41).

 

Wedelslund nedre Mølle

Lå ved samme bæk, sydligere i skoven. Først omtalt i 1664 so Siellou mølle.Blev nedrevet o. 1920, men rester fandtes i 41 (ÅSÅ-41) .

I Jydsk almueliv 4 skriver Evald Tang Kristensen  om Hofjægermester Folsach på Vedelslund

11. Spot med det hellige.

300. Hofjægermester Folsach på Vedelslund var noget rå. af sig. Traf det ind med regn om høsten, når han havde korn på marken, som var tjenligt til at kjøre hjem, kunde han falde på at true med hånden op mod himlen og sige: "Kan Du deroppe lade det regne, så. kan jeg Satan lyne mig lade kjøre ind!" Så gav han ordre til at spænde for høstvognene. Men inden de alle fik læs på og kom hjem med det, var det naturligvis drivvådt, og de måtte atter spænde fra. Til Vedelslund hører megen eng ved begge sider af åen. En sommer havde det været meget regnfuldt, og åen oversvømmede og tog det meste af høet, der netop var sat i stak, med sig. Folsach gik derned og bandte. På en høj knold, som vandet ikke havde nået, fandt han en lille klat tørt hø, som han stak i lommen. "Da skal den Satan lyne mig komme tør hjem ", sagde han. Men på hjemvejen faldt han af gangbrædtet over åen og ned i denne, og den lille klat blev alligevel blødt.

Skjønt der er megen skov til gården, nænnede han dog ikke at hugge noget i den, og det er endnu kjendeligt, at han holdt en nænsom hånd over den. Når der manglede gavntræ eller tømmer på gården, skulde han med tømreren, en mand fra Skjorring, ud i skoven for at finde et træ. Når tømreren så fandt et træ, som han mente kunde bruges, sagde han det og spurgte, om han skulde fælde det. Folsach så på træet og sagde så.: "Nej, Satan lyne mig skal du ej!" Således blev de ved at gå skoven rundt. Omsider sagde så Folsach: "Har Ras Madsen i Herskind ingen?" (En bonde, der havde megen skov). "Jo" – "Så må vi derop". Så kjobte han af denne, i stedet for at hugge i sin egen skov.

M. Sørensen.